Mistænkt drabsmand fra El Paso nægter sig skyldig i drab

    Den mistænkte gerningsmand bag et dødeligt skyderi i en Walmart-forretning i El Paso i den amerikanske delstat Texas nægter sig skyldig i drab.

    Det siger han under et retsmøde torsdag, rapporterer flere amerikanske medier.

    Den 21-årige amerikaner Patrick Crusius er tiltalt for drab på 22 mennesker under et masseskyderi den 3. august i år.

    Umiddelbart efter sin anholdelse tilstod han ugerningen over for politiet og fortalte, at han var gået målrettet efter mexicanere.

    Men under en høring ved en domstol i El Paso torsdag nægter han sig skyldig.

    Anklager Jaime Esparza har tidligere oplyst, at han vil gå efter dødsstraf til Patrick Crusius.

    Ifølge anklagemyndigheden behandles skyderiet som en terrorhandling.

    Efterforskningen peger på, at Crusius kørte ni timer fra sin hjemby Allen til grænsebyen El Paso, hvor størstedelen af indbyggerne er latinamerikanere.

    Overvågningsvideoer viser, at han går ind i Walmart-forretningen med et gevær.

    Inden angrebet offentliggjorde Patrick Crusius desuden en slags manifest, hvor der blandt andet står, at angrebet er “et svar på den latinamerikanske invasion” af USA.

    Af anklageskiftet fremgår det, at det var Crusius selv, der overgav sig til politiet efter angrebet med ordene: “Jeg er gerningsmanden”.

    /ritzau/AFP