En ny runde forhandlinger om en handelsaftale mellem USA og Kina er torsdag kommet “rigtig godt” fra start.
Det siger USA’s præsident, Donald Trump, til journalister foran Det Hvide Hus sent torsdag aften dansk tid.
– Jeg vil sige, at det gik rigtig godt. Vi havde rigtig, rigtig gode forhandlinger med Kina, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.
Torsdag mødtes den kinesiske vicepremierminister, Liu He, med den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, og USA’s handelsrepræsentant, Robert Lighthizer.
Forhandlingerne vil fortsætte fredag, oplyser Trump. Han indikerer samtidig, at han selv vil deltage i handelssamtalerne fredag.
Ifølge en embedsmand fra Det Hvide Hus gik torsdagens indledende forhandlinger “nok endnu bedre end forventet”. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/











