Styrelse sætter læge under skærpet tilsyn efter afsløringer

    En ledende læge fra Ringsted Syge er med øjeblikkelig virkning blevet sat under skærpet lægeligt tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Samtidig tager styrelsen nu på tilsynsbesøg på sygehuset. Det sker for at sikre, at visitationen til brystkræftundersøgelser og patientsikkerheden på sygehuset er i orden.

    Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til Jyllands-Posten.

    Meldingen kommer forud for et samråd i sundheds- og ældreudvalget torsdag i sag om mangelfulde kræftundersøgelser.

    De to tilsynsskridt kommer på baggrund af nye oplysninger i sagen. Det gælder blandt andet to klagesager fra brystkræftramte kvinder.

    En af dem har over for Jyllands-Posten beskrevet, hvordan hun i april blev afvist af sygehuset.

    Det skete, selv om hendes læge havde skrevet i henvisningen, at hun havde en knude i brystet og skulle sendes direkte i et kræftpakkeforløb med akut, grundig undersøgelse.

    Den pågældende læge, som nu er sat under skærpet tilsyn, skal nu indsende samtlige patientjournaler fra uge 39 og 40 i år. Det skal ske for at vurdere, om visitationen af kvinder henvist til brystkræftundersøgelser er i orden.

    – Man skal være sikker på, at visitationen på sygehuset foregår forsvarligt. Styrelsen handler på baggrund af blandt andet de to sager, som styrelsen fik oversendt fra Styrelsen for Patientklager, siger Magnus Heunicke ifølge Jyllands-Posten.

    – Der er en del oprydning i de gamle sager fra Ringsted Sygehus, men styrelsen skal også være helt betrygget i, at alt i dag foregår, som det skal på Ringsted Sygehus, og i arbejdet for at sikre dette har det været nødvendigt at tage disse skridt, tilføjer han.

    /ritzau/