Fransk landstræner forventer Lloris ude resten af året

    Frankrigs landstræner, Didier Deschamps, forventer, at Tottenham-målmanden Hugo Lloris er ude resten af 2019.

    Lloris blev skadet i Tottenhams 0-3-nederlag til Brighton i Premier League lørdag, da han tidligt i kampen faldt uheldigt ned på sin venstre arm, og albuen gik af led.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP siger Deschamps, at Lloris “næsten helt sikkert” er ude resten af året.

    – For os handler det lige nu om, at han ikke er en del af holdet til de kommende kampe, siger landstræneren ifølge AFP.

    Frankrig er i gang med forberedelserne til de kommende kampe i EM-kvalifikationen. Fredag gæster holdet Island, og tre dage senere gælder det hjemmekampen mod Tyrkiet.

    Tyrkiet og Frankrig ligger i toppen af gruppen med 15 point efter seks kampe, mens Island er tre point efter. De to bedste hold kvalificerer sig til næste års EM.

    Mens Lloris, der både er anfører for Tottenham og Frankrig, er ude, forventes Steve Mandanda at tage over i det franske mål.

    /ritzau/