Aktivistisk klimagruppe blokerer trafik i EU’s storbyer

    Politiet i London har mandag morgen anholdt mindst 21 klimaaktivister fra den omstridte gruppe Extinction Rebellion.

    Aktivisterne går i denne uge på gaden i 60 byer verden over.

    I Amsterdam blokerede hundredvis af aktivister fra gruppen trafikken i den centrale del af byen. De råbte “oprør” og trodsede politiet, som begyndte at anholde aktivisterne en efter en.

    I Berlin var mange gader blokeret af demonstranter.

    – Vær venlig at være forsigtig og tag en omvej uden om området, sagde politifolk til bilister, da aktivister blokerede den store rundkørsel i den centrale park Tiergarten.

    Lokalpolitikeren Andreas Geisel fra Berlins Senat siger, at myndighederne vil tillade aktionerne et stykke tid.

    – Situationen er sådan, at man kan se aktionerne som spontane demonstrationer, der er tilladte i en periode, siger Geisel til den regionale radiostation Inforadio.

    Men han advarer om, at myndighederne vil reagere, hvis der anvendes vold eller hvis aktioner rammer vigtig infrastruktur som for eksempel lufthavne.

    Extinction Rebellion er kendt for at foretage ofte ulovlige blokader af veje og bygninger og kræve handling af regeringer på klima- og miljøområdet.

    Gruppens metoder er stærkt omdiskuterede.

    – Sammen vil vi på fredelig vis besætte magtcentrene og lukke dem ned, indtil verdens regeringer gør noget ved den klima- og miljømæssige nødsituation, skriver Extinction Rebellion på sin hjemmeside.

    – Sammen vil vi på fredelig vis besætte magtcentrene og lukke dem ned, indtil verdens regeringer gør noget ved den klima- og miljømæssige nødsituation, skriver Extinction Rebellion på sin hjemmeside.

    I april førte gruppens aktioner til mere end 1000 anholdelser i Storbritanniens hovedstad, London, som trafikalt var voldsomt ramt.
    Gruppen har varslet, at aktionerne denne gang vil være større end tidligere.

    Blokaderne blev indledt mandag morgen i New Zealand.

    Her havde seks personer med metalrør spændt sig fast til en lyserød bil uden hjul. Andre havde spændt sig fast på en pink båd i midten af Wellington, New Zealands hovedstad, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Aktionerne skal ramme blandt andet London, Madrid, Amsterdam, New York og en lang række andre byer.

    /ritzau/dpa