Appetit på rejser i Europa giver flere passagerer hos SAS

    Flyselskabet SAS havde flere passagerer om bord på sine fly i september og fik stigende indtægter fra billetterne.

    Samlet var 2,9 millioner om bord i flyene i september. Det er en stigning på 87.000 – eller tre procent – sammenlignet med samme måned året før.

    Det viser SAS’ egne trafiktal, der er offentliggjort mandag. SAS melder om fremgang på alle indenrigsruterne i Skandinavien, hvor især de norske ruter gik frem.

    Der var også flere passagerer om bord på flyene rundt i Skandinavien og på de europæiske ruter.

    Til gengæld er der blevet solgt færre billetter på ruterne ud af Europa – kendt som de interkontinentale ruter.

    Ifølge SAS er årsagen til faldet på ruterne ud af Europa – herunder til USA og Asien – en “svækket svensk krone og geopolitisk usikkerhed”.

    Ud over flere passagerer om bord fremhæver SAS, at de gennemsnitlige billetpriser er steget med 4,4 procent over det seneste år.

    – Det er opløftende, at vores fortsatte arbejde med at omstille os til den sæsonmæssige efterspørgsel bliver reflekteret i et stigende antal passagerer, siger administrerende direktør Rickard Gustafson i en pressemeddelelse.

    /ritzau/