Jon Lee-Olsen skøjtede søndag på isen for første gang, siden han torsdag valgte offentligt at springe ud som homoseksuel som den første professionelle ishockeyspiller i Danmark og den blot tredje på verdensplan.
Rungsted Seier Capitals-målmandens beslutning har medført hundredvis af reaktioner fra hele verden, og langt størstedelen har været af positiv karakter.
Det er kommet bag på Lee-Olsen, sagde han til TV2 Sport efter Rungsteds kamp søndag mod Herning i ishockeyligaen.
– Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde regnet med. At der har været så meget, som jeg har hørt om over alt i verden, er ret vildt.
– Men jeg er glad for, at det er en god ting. Jeg er ret overrasket over, at det har været så positivt, siger han til tv-stationen.
Lee-Olsen siger, at der blot har været en negativ reaktion ud af de 200-300 tilbagemeldinger, han har modtaget.
Det var i TV2’s “Go’ aften live”, at Jon Lee-Olsen offentligt sprang ud som homoseksuel.
Han er blandt andet blevet rost for sin beslutning om at stå frem af anføreren for det danske ishockeylandshold, Peter Regin.
Også direktør i Danmarks Idrætsforbund Morten Mølholm har hyldet ishockeymålmanden.
– Vi er super glade. Igennem mange år har vi manglet rollemodeller, der står frem og baner vejen for andre. Særligt i hård kontaktsport, sagde Mølholm fredag til Ritzau.
/ritzau/