Inden 2050 vil De Radikale udtage en tredjedel af det nuværende landbrugsareal i Danmark. Landbrugsjorden skal omdannes til skov, natur og græsenge, hvis det står til partiet.
Og De Radikale ønsker, at arbejdet sættes i gang allerede nu og kommer på finansloven. Det fortæller De Radikales klimaordfører, Ida Auken.
– Landbruget er en af de største problemer, vi har i forhold til at løse klimaproblemerne. Og noget af det, der virkelig virker, er at tage jord ud af drift, især de sårbare jorde. Og det skal vi bare i gang med nu.
– Vi kan ikke gå og vente på, at vi først skal have en klimalov og en klimahandlingsplan. Derfor vil vi sætte en milliard af allerede næste år til at få købt jorde op og udtage dem, siger Ida Auken.
Hun understreger, at udtagningen af landbrugsjord skal ske via frivillighedens vej. Derfor er der ingen landmænd, som ifølge De Radikales plan bliver tvunget til at afgive jord.
De Radikale vil have den finansielle sektor til at betale den ene milliard, som initiativet vil koste i 2020. Det skal ske ved at forhøje selskabsskatten for den finansielle sektor.
– Cirka en milliard er, hvad der skal bruges om året i en længere årrække. Og derfor er det her en måde at betale regningen for næste år for derefter at tage en milliard ud af EU’s landbrugsstøtte. Det kan man fra 2021 og frem, siger Ida Auken.
Selv hvis det går efter planen, og EU’s landbrugsstøtte i fremtiden kan betale for omlægningen, betyder det ikke, at finanssektoren slipper igen.
Derefter kan pengene fra den forhøjede selskabsskat bruges på andre klimaområder, lyder det.
Valget af den finansielle sektor til at spæde til skyldes, at den ifølge klimaordføreren skal bidrage mere til samfundet, end den gør i dag.
– Jeg forventer ikke klap og hurra, når vi lægger en skat på dem. Men jeg tror, at de ligesom alle andre kan se, at de skal bidrage til samfundet.
– Og at de måske endda kan se det meningsfulde i at hjælpe til med at løse klimaudfordringen, siger Ida Auken.
De Radikale fremlægger mandag sit forslag til en finanslov for 2020.
/ritzau/