Team Esbjerg har vundet rub og stub i den hjemlige liga i denne sæson, men søndag måtte vestjyderne indkassere et nederlag i Champions League.
Esbjerg tog hjemme imod CSM Bucuresti i gruppe B, og rumænerne vandt opgøret 24-22.
Lørdag vandt Rostov-Don med ti mål over Lublin, og dermed topper de to storhold gruppen med to point hver.
Afslutningen blev hæsblæsende, men Esbjerg ramte aldrig topniveauet og begik kampen igennem for mange fejl i begge ender af banen.
Profilen Andrea Lekic bragte Bukarest foran 1-0 på et straffekast, men Sonja Frey udlignede hurtigt.
Esbjerg havde forberedt sig på at matche rumænerne fysisk, men vestjyderne havde det svært og var bagud 3-6 efter det første kvarter.
Det danske hold begik for mange fejl i forsvaret i indledningen, hvor Bucuresti for nemt kom til sine muligheder.
Bagud 3-7 tog Esbjerg-træner Jesper Jensen timeout, og Estavana Polman reducerede til 4-7 med sin første scoring i kampen.
Kort efter scorede hun også til 5-7, og Esbjerg kom på 6-7, men så gik det galt igen. Esbjerg afsluttede for dårligt, og specielt Sonja Frey lavede alt for mange tekniske fejl i Esbjergs angreb.
Bucuresti øgede til 12-7, inden Polman reducerede, men rumænerne gik til pause foran 13-8.
Esbjerg indledte med en hurtig scoring i anden halvleg, men fik for lidt ud af en overtalsperiode, og en fejl af Sonja Fredy betød, at Bucuresti øgede til 14-9 på en kontra.
Esbjerg var bagud 12-15 efter 40 minutter, men igen blev der sløset. Et straffekast blev misbrugt, og rumænerne kom foran med fire mål.
To scoringer i træk af Esbjerg gjorde det sidste kvarter spændende, og Sonja Frey reducerede til 15-16 på et straffekast.
Med fem minutter igen var Bucuresti foran 21-19, og det blev 22-20, men så sørgede Elena Pintea for 23-20 til gæsterne.
Med to minutter igen kom Esbjerg på 21-23, og symptomatisk for kampen, misbrugte Sonja Frey et straffekast med 45 sekunder igen, og så var det umuligt for Esbjerg.
Gæsterne scorede igen, inden Polman reducerede til slutresultatet to sekunder før tid.
/ritzau/