Fly sikkerhedslander i Sønderborg Lufthavn

    Søndag eftermiddag er et fly sikkerhedslandet i Sønderborg Lufthavn.

    Det oplyser Bjørn Pedersen, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Politiet modtog meldingen om, at flyet var landet omkring klokken 16.30, men har ikke selv sendt personale til stedet.

    – Der kommer en melding fra 112 om et fly med tre besætningsmedlemmer, som skal lave en landing, siger vagtchefen.

    – Der står (i meldingen, red.), at der muligvis har været brand i en motor, tilføjer Bjørn Pedersen.

    Flyet skal være et passagerfly, men ifølge politiets oplysninger var der ikke andre, end besætningsmedlemmerne om bord. Der er heller ikke meldinger om tilskadekomne.

    Sønderborg Brand og Redning var på stedet, men den vagthavende henviser til politiet for informationer.

    Vagtchefen forklarer, at sikkerhedslandingen tyder på, at besætningen på flyet har vurderet, at der er noget, der muligvis kunne gå galt.

    – Så sikrer man, at der holder noget på jorden, siger han.

    /ritzau/