Verdensetteren Novak Djokovic er tilbage på toppen efter en måneds skadespause.
Søndag vandt den 32-årige serber Japan Open med en finalesejr på 6-3, 6-2 over John Millman fra Australien.
Det tog blot 69 minutter for den topseedede Djokovic at slå Millman.
– Det har på alle måder været en fantastisk uge. Det føltes godt inde på banen, og jeg tabte ikke et eneste sæt.
– Jeg spillede godt og servede godt. Det var bare en god oplevelse, siger Djokovic, der nu er oppe på 76 turneringssejre på ATP Touren.
Serberen har holdt turneringspause siden US Open, hvor han måtte trække sig fra sin kamp i fjerde runde med en skulderskade.
Millman erkendte efter nederlaget, at han var oppe mod overmagten.
– Du er en sand mester, og du vil gå over i historien.
– Du bliver ved med at bygge ting på dit eftermæle, som vil leve videre i lang tid, efter at du er stoppet. Jeg er dog sikker på, at du har en del år tilbage i dig, siger australieren.
I Beijing vandt østrigeren Dominic Thiem finalen i China Open med en finalesejr over Stefanos Tsitsipas fra Grækenland. Thiem vandt 3-6, 6-4, 6-1 over grækeren.
/ritzau/Reuters