Esbjerg-angriber: Et problem at vi skaber så få chancer

    Esbjerg tabte søndag 1-2 til Sønderjyske og er fortsat placeret på 13.-pladsen i 3F Superligaen.

    Det vestjyske mandskab har kun scoret ni gange i sæsonen, og er det hold i ligaen, der har scoret færrest mål.

    Ifølge Esbjerg-topscorer Adrian Petre er de nødt til at skabe flere chancer, før der kan komme flere mål og point på kontoen.

    – Vi skabte slet ikke nok chancer mod Sønderjyske. Vi skabte kun to store chancer, og det er ikke nok til at vinde. Vi fortjente at tabe kampen, siger Adrian Petre.

    – Hvis vi ikke begynder at score flere mål og vinde flere kampe, så rykker vi ned i 1. division – det er helt sikkert.

    Angriberen startede inde mod Sønderjyske, men blev så taget ud efter 66 minutter, og det frustrerer den rumænske angriber.

    – Vi var bagud 0-2 og så tog de mig ud, og det kan jeg ikke forstå. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde spillet dårligt, men det synes jeg ikke, jeg gjorde.

    – Så jeg blev frustreret, men det var ikke mit valg, siger han.

    Esbjerg-træner Claus Nørgaard så ikke noget galt i, at Petre reagerede på en frustreret måde, da han blev pillet ud.

    – Han er en vinder, der gerne vil score mål, så det er kun naturligt, at han var skuffet over at blive skiftet ud, siger Claus Nørgaard.

    Også Nørgaard er ærgerlig over, at der ikke er kommet flere mål på kontoen for esbjergenserne.

    – Hvis man ikke laver mål, så er det svært at vinde fodboldkampe.

    – Vi træner det rigtig meget og har stort fokus på det, siger træneren.

    Esbjerg scorede kun fire mål i de første ni kampe af sæsonen. Efter Nørgaard har taget over som midlertidig cheftræner efter fyringen af John Lammers, har holdet lavet fem mål i tre kampe.

    /ritzau/