Danmark sender millioner til rydning af miner i Syrien

    Selv uden for kampzonerne koster krigen i Syrien menneskeliv. Landminer udgør en alvorlig fare, og derfor afsætter Danmark et millionbeløb til minerydning i det nordøstlige Syrien.

    Det oplyser Udenrigsministeriet og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    Ud over minerydning sender Danmark støtte til genopretning af basal infrastruktur som vandforsyning og elektricitet i regionen.

    I alt er der afsat 50 millioner kroner til indsatsen.

    – Der er heldigvis sket store fremskridt i kampen mod Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien. Men skal kampen vindes, er det vigtigt, at vi får ryddet miner og får nogle basale ting til at fungere i den del af Syrien.

    – Også så flygtninge kan vende hjem igen, siger Jeppe Kofod.

    Ministeren henviser til, at den militante organisation Islamisk Stat tidligere stod stærkt i den nord- og nordøstlige del af Syrien.

    Det er velkendt, at Islamisk Stat har placeret landminer i Syrien, og det er ikke første gang, Danmark bidrager til, at minerne bliver fjernet.

    Også tidligere er der afsat millionbeløb til minerydning i det krigshærgede land.

    Islamisk Stat har mistet al det territorium, som bevægelsen tidligere under den syriske borgerkrig har haft kontrol over.

    Men efterladte miner betyder altså, at det kan være livsfarligt for fordrevne syrere at vende tilbage til de områder, de er flygtet fra.

    – Skal man vinde freden i Syrien, skal man forhindre, at Islamisk Stat kommer tilbage, skal man kunne skabe grundlag for, at flygtninge, der er flygtet ud af Syrien, kan vende tilbage, så skal vi altså levere en stabiliseringsindsats, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

    Beslutningen om at sende 50 millioner kroner til blandt andet minerydning kommer i forlængelse af regeringens udmelding om et styrket dansk engagement i kampen mod Islamisk Stat i det nordøstlige Syrien.

    30 millioner kroner går til minerydning og træning af lokale mineryddere. Dette beløb er taget fra Freds- og Stabiliseringsfonden, der er en fond, som administreres på tværs af ministerier.

    Den råder i 2019 over mere end 450 millioner kroner.

    De resterende 20 millioner kroner går til genetablering af infrastruktur som elektricitet og vandforsyning.

    – Det er bistandsmidler, der er i overskud – så at sige, siger Jeppe Kofod om det sidstnævnte beløb.

    Minerydningen i Syrien skal blandt andet ske i samarbejde med USA.

    /ritzau/