I et nyt udspil er de danske lufthavne og flyselskaber gået sammen om at foreslå en klimaafgift på alle flyrejser fra Danmark.
Luftfartsselskabet SAS foreslår selv en afgift på cirka 20-30 kroner per billet, som kunderne skal betale, fortæller Simon Pauck Hansen, koncerndirektør i SAS
– Vi håber og tror på, at vores kunder vil være villige til at støtte den omstilling, som vi har behov for, for at industrien kan blive mere bæredygtig, siger han og tilføjer:
– Det er et beskedent beløb, men alligevel 300 millioner kroner hvert år, som vil kunne give muligheder for at fremme de initiativer, der allerede er i gang, men også yderligere accelereres, så vi kan få omstillingen til at ske hurtigere.
Pengene skal gå til en uafhængig klimafond, som skal støtte forskning i grønne løsninger inden for luftfart. Tanken er, at afgiften skal afhænge af, hvor stor en klimabelastning flyrejsen har.
Samlet skal afgiften årligt indbringe fonden 250-300 millioner kroner.
Både SF og De Radikale finder luftfartsbranchens indspark positivt, men peger på, at ambitionsniveauet ikke er højt nok. Eksempelvis har SF foreslået afgifter på 60-400 kroner per billet.
Simon Pauck Hansen mener dog, at beløbet er stort.
– Vi synes bestemt at vi kan sige, at beløbet er stort og vigtigt, for at vi kan gå videre i det omstillingsarbejde, som vi allerede har igangsat, siger han.
Koncerndirektøren peger på, at ønsket er at reducere udledningen ved flyvninger med alternative brændstoffer og på sigt måske få elfly.
– Vores ambition som industri er at sikre, at luftfarten fortsat skal være tilgængelig for alle, at sikre arbejdspladser, og sikre at det er muligt at bo og leve i vores region af Europa.
– Derfor ser vi for os, at vejen frem er at omstille flyet, frem for at regulere og reducere flyet, siger han.
Spørgsmål: Hvorfor ikke forsøge at gøre noget for klimaet ved at få færre til at flyve?
– Vi synes, at den intelligente løsning er at nedbringe flyets CO2-udledning, siger Simon Pauck Hansen.
/ritzau/