Det skal være slut med det udskældte omprioriteringsbidrag, der pålægger områder af kulturen at spare to procent om året. Og så skal den klassiske musik have ekstra penge.
I hvert fald hvis det står til De Radikale, der foreslår det i sit forslag til en finanslov for 2020, som partiet vil fremlægge mandag.
– Du kan jo ikke spille klassisk musik hurtigere og mere effektivt. Så inden for den del af kulturbranchen er grønthøsteren jo absurd, og derfor vil vi af med det (sparekravet, red.), siger Jens Rohde, medieordfører for De Radikale.
Også SF og Enhedslisten vil sløjfe omprioriteringsbidraget på kulturen. Derimod har Socialdemokratiet i sit forslag til finansloven kun lagt op til at fjerne det for kunstneriske uddannelser og folkehøjskoler.
Omprioriteringsbidraget i kulturen udgør cirka 78 millioner kroner i 2019, har Kulturministeriet tidligere oplyst. Der vil fortsat skulle spares cirka 50 millioner kroner på kulturområdet i 2020 med regeringens forslag.
Foruden at fjerne besparelserne skal den klassiske musik prioriteres, mener Rohde. Han fortæller, at partiet – foruden afskaffelsen af sparekravet – vil sætte 21 millioner kroner af årligt i faste bevillinger til klassisk musik.
– Når vi har et fokus på den klassiske musik, er det fordi, at den kan noget i et dannelsesperspektiv, som man ikke finder andre steder.
– Vi vil gerne understøtte den pædagogiske indsats, som dele af de danske landsdelsorkestre og symfoniorkestre allerede gør ude på skoler og gymnasier, siger Jens Rohde.
Partiet vil fordele de 21 millioner kroner, så Danmarks Underholdningsorkester får otte millioner kroner, Copenhagen Phil får seks millioner, øvrige landsdelsorkestre får fire millioner, mens de sidste tre millioner går til øvrige initiativer.
Mandag vil partiet fremlægge hele sit forslag til en finanslov for 2020 med et stort kulturudspil, bebuder Jens Rohde. Hvordan pengene skal findes, vil Rohde dog ikke løfte sløret for før mandag.
– Vi kommer på mandag med et fuldt finansieret finanslovsforslag. Det vil blive præsenteret i sin sammenhæng, siger han.
Tidligere på ugen kom det frem, at partiet vil indføre en ny skat på fem procent af abonnementsprisen på streamingtjenester.
Afgiften vil ifølge partiets beregninger indbringe 50 millioner kroner årligt, som skal tilføres den eksisterende public service-pulje, som uddeler mediestøtte til tv-serier og dokumentarer.
Mandag begynder de første møder i forhandlingerne om finansloven.
/ritzau/