Tottenham-manager Mauricio Pochettino har gennemlevet lidt af et mareridt i denne uge, hvor Christian Eriksen og co. er blevet sat til vægs.
Først tabte Tottenham 2-7 hjemme i Champions League til Bayern München, og lørdag vandt Brighton så på eget græs 3-0 i Premier League.
Dermed har sæsonen indtil videre budt på tre ligasejre, to uafgjorte kampe og tre nederlag, mens Tottenham også allerede er røget ud af Liga Cuppen efter nederlag mod Colchester fra den fjerdebedste række.
Samtidig har der været en masse spekulationer om truppens sammensætning i fremtiden ikke mindst efter alle medieskriverierne om Christian Eriksens fremtid.
Sæsonstarten har naturligt sat Pochettino under pres, og efter lørdagens nederlag forholdt han sig til, at flere eksperter ser ham som fyringstruet.
– Jeg føler ikke, jeg skal bevise mit engagement efter fem og et halvt år i klubben. Eksperterne skal selvfølgelig give deres mening. Jeg må acceptere kritikken, som jeg gør, når jeg bliver rost.
– Jeg kender branchen, men min tro (på succes, red.) er der stadig. Den er stærk, og jeg vil gøre mit bedste til det sidste. Derefter er det ikke min beslutning.
– Jeg er ikke bange. Livet kan gøre mig bange, men ikke fodbold. Nogle gange vinder du, andre gange taber du. Det er en hård situation lige nu, og det handler om at vise sit ansigt, også når tingene ikke fungerer, og det er det, vi vil gøre, siger Pochettino.
Han måtte se målmand Hugo Lloris begå en stor fejl ved Brightons scoring til 1-0 og blive skadet i samme ombæring.
På tv-billederne kunne man se, hvordan armen bøjede i en forkert retning, og målmanden efterfølgende skreg i smerte og tog sig til albuen.
Den medicinske stab og en båre kom ind på banen, og Lloris fik iltmaske på, da han blev båret fra banen i kampens ottende minut, hvorefter han blev erstattet af reservemålmanden.
Lloris er anfører for det franske landshold, der på fredag skal møde Island i EM-kvalifikationen, mens Tyrkiet venter 14. oktober, og her tyder meget på, at han er særdeles tvivlsom.
– De første nyheder fra hospitalet lyder ikke gode, men vi må vente. Klubben vil opdatere situationen via hjemmesiden.
– Alle kunne se, at det ikke så godt ud, da han landede, og de første meldinger er ikke gode, siger Pochettino.
/ritzau/