Der skal skæres en milliard kroner af det årlige beløb, som staten bruger på at hyre eksterne konsulenter. Det mener SF, som vil fremlægge kravet under de kommende finanslovsforhandlinger.
– Stigningen i konsulentydelser har været meget markant de senere år. Det er gået for vidt, og derfor siger vi, at vi vil spare en milliard på konsulenterne, siger Lisbeth Bech Poulsen, der er finansordfører i SF.
En del af beløbet, som støttepartiet ønsker at spare, skal i stedet sendes til ministerierne, så de kan styrke deres analysekompetencer internt. Det skal der bruges 200 millioner kroner på.
Resten af pengene skal ifølge Lisbeth Bech Poulsen indgå i forhandlingsreserven i finansloven for næste år.
Da der allerede er indgået aftaler om konsulentydelser for det kommende år, mener SF, at der i 2020 kun bør spares 700 millioner kroner.
Det sikrer samtidig, at der er tid til at opkvalificere medarbejdere i ministerierne, påpeger ordføreren.
Staten brugte i 2017 4,4 milliarder kroner på konsulentydelser. Det viser et folketingssvar fra sidste år.
Spørgsmål: Mener I, at man kan fjerne knap en fjerdedel af det beløb uden at gå på kompromis med kvaliteten?
– Ja, det mener vi, fordi vi har kigget de forskellige områder igennem, og der er sket en voldsom stigning på nogle områder mere end andre, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Hun afviser at uddybe, hvilke områder der bruger særligt mange penge på konsulenter, eller hvor der er sket en stor stigning den seneste tid.
Det gør hun med henvisning til, at der er forskel på, hvad behovene er i de enkelte ministerier, og at tallene er blevet fremlagt i fortrolighed i Finansudvalget.
– Men alle steder er der sket en voldsom stigning, og vi mener, at konsulentopgaver alene skal bruges, hvor der er nogle meget specifikke og midlertidige behov for specifik viden. Det er altså ikke det, vi ser alle steder, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Foruden en styrkelse af de enkelte ministerier lægger støttepartiet op til, at der skal være en tværgående analyseenhed inden for eksempelvis bæredygtighed og grøn omstilling.
Desuden skal hvert ministerium have fastlagt en ramme for udgifter til konsulenter. Ministrene skal dog ifølge SF kunne søge om ekstra midler i forbindelse med “uforudsete og strengt nødvendige konsulentopgaver”.
/ritzau/