Dele af et skelet tilhørende en ny art af pterosaurus, også kendt som de uddøde flyveøgler, er blevet fundet i midten af den australske delstat Queensland.
Det flyvende rovdyr havde et vingefang på omkring fire meter.
Man regner med, at flyveøglen levede side om side med dinosaurerne i Australien for over 90 millioner år siden, beskrives det i en artikel offentliggjort i magasinet Scientific Reports.
Skelettet er det mest komplette af en flyveøgle nogensinde fundet i Australien.
Den store flyveøgle kunne flyve lange distancer – angiveligt fra et kontinent til et andet, beskriver den britiske avis The Guardian.
På land brugte den sine fire lemmer til at bevæge sig rundt med.
Skelettet er bevaret som et fossil fundet i en klippeformation, der ligger uden for den lille flække Winton, som er kendt for flere dinosaurfund.
Arten har fået navnet Ferrodraco lentoni. “Ferrum” betyder jern på latin, og “draco” betyder drage.
Lentoni henviser til Wintons tidligere borgmester Graham Lenton, der døde i 2017, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/











