Netcompany vinder levering af digital post over e-Boks

    Det bliver it-selskabet Netcompany, som fra 2021 skal levere digital post fra det offentlige til borgere og virksomheder, efter at opgaven har været i udbud.

    Det skriver Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

    I dag er det e-Boks, som står for distributionen af post fra det offentlige. Virksomhedens kontrakt udløber i 2020.

    Borgerne kommer til at skulle bruge en anden app eller hjemmeside til at læse posten, fordi leverandøren ændres.

    – Danskerne kan se frem til en ny, brugervenlig og åben platform, der gør op med fortidens monopol, og som er tilpasset fremtidens behov og med fokus på høj sikkerhed, siger André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany.

    Dermed skal danskerne fra 2021 tjekke deres digitale post to forskellige steder.

    Risikoen for flere digitale postkasser har tidligere på året vakt røre. Særligt hos den ældre del af befolkningen, hvor flere har svært ved at læse digital post.

    Kontrakten om levering af digital post har en samlet værdi på 202 millioner kroner.

    /ritzau/