Stamcelle-behandling får verdensetter tilbage på golfbanen

    Verdens bedste golfspiller Brooks Koepka er tilbage på golfbanen efter godt en måneds fravær.

    Den 29-årige verdensetter har fået sprøjtet stamceller ind i et knæ, der havde voldt ham problemer i flere måneder.

    Amerikaneren fortæller, at et ledbånd i hans ene knæ delvist var revet over, men at behandlingen med stamceller har hjulpet så godt, at han føler sig kureret.

    – Omsider føler jeg mig på 100 procent. Forhåbentlig kan jeg fortsætte med at have det sådan her i resten af sæsonen, siger Koepka.

    Ud over smerter i knæet har amerikaneren døjet med et skadet håndled. Skavankerne har betydet, at han ikke har været i stand til at træne i et ellers forrygende 2019, rent resultatmæssigt.

    Koepka har blandt andet vundet majorturneringen PGA Championship.

    Derudover er det i år blevet til en række topplaceringer i golfsportens tre øvrige majorturneringer – andenpladser i både The Masters og US Open og en fjerdeplads i British Open.

    – Nu har jeg det endeligt så godt, at jeg rent faktisk kan træne og føle mig godt forberedt, når jeg deltager i golfturneringer, siger Brooks Koepka.

    I denne uge deltager han i en PGA-turnering i Las Vegas. Han indledte torsdag med en runde i 70 slag – et slag under banens par – og er delt nummer 85 efter første runde.

    /ritzau/Reuters