Det er meget alvorligt, at Justitsministeriet kendte til problemerne med teledata i flere måneder uden at orientere hverken ministeren eller offentligheden.
Det siger Peter Skaarup, som er retsordfører for Dansk Folkeparti.
– Vi har en situation, hvor der har været sat spørgsmålstegn ved, hvad der er ret og uret i forbindelse med de data, som politiet bruger til at vurdere sager og føre bevis for sager i retssalene.
– Derfor er der brug for at få trukket en streg i sandet. Hvilke oplysninger kan bruges, og hvilke kan ikke bruges i retssalene og hos politiet, siger han.
Ifølge en endnu ikke offentliggjort redegørelse fra Rigspolitiet og Rigsadvokaten om skandalen fremgår det, at ministeriet allerede 13. marts blev gjort opmærksom på fejlene i teledata.
Men først efter valget i juni kom oplysningerne videre til politikere, dommere og forsvarsadvokater, skriver Berlingske og Politiken, der har kendskab til indholdet i redegørelsen.
/ritzau/











