Regeringens forslag til oprettelsen af et nyt skattecenter er spændende og tiltrængt. Det mener formanden for Dansk Told & Skatteforbund, de ansatte i skatteforvaltningens fagforbund.
– Det er spændende, at vi nu får taget hul på at allokere flere kontrolmedarbejdere. I Skattestyrelsen er der rent faktisk kun 1200 ud af 3800, der beskæftiger sig med regnskabskontrol, siger Jørn Rise.
Regeringen vil næste år afsætte 150 millioner kroner til et nyt skattecenter, der især skal beskæftige sig med kontrol, svindel og udbytteskat.
Skattecentret skal have 250 nye medarbejdere. Det er ifølge Jørn Rise, formanden for Dansk Told & Skatteforbund, dog en udfordring at skulle finde så mange nye folk.
– Det er aldrig nemt at ansætte nogen, der skal have dybe, faglige egenskaber. I mange år har der ikke været uddannet studerende inden for det her, fordi der rent ud sagt har været ansættelsesstop og afskedigelser til dato, siger han.
/ritzau/











