Regeringen vil tilføre flere penge til skattevæsnet

    S-regeringen vil tilføre flere penge til et skandaleramt skattevæsen.

    Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale tirsdag ved Folketingets åbning.

    – Vi skal sætte ind alle steder, hvor tillid er afløst af mistillid. Vores skattevæsen. Det er ikke alene it-systemer, der har fejlet. Det er ikke bare nogle forbrydere, der har stjålet af kassen.

    – Det er den helt fundamentale tillid til, at fællesskabet fungerer. Der ligger mange års genopretning forude. Det er sagt før. Det bliver svært. Det er også sagt før. Men opgaven er der. Vi skal løfte den sammen.

    – Skattesnyd skal opdages. Og straffes. Det kræver, at kontrollen er tilstrækkelig. I morgen offentliggør vi regeringens finanslovsforslag. Her vil vi tilføre skattevæsenet endnu flere penge, siger Mette Frederiksen.

    Det er finansminister Nicolai Wammen (S), som onsdag offentliggør regeringens finanslovsforslag for 2020.

    Tilbage i august sagde Wammen om skattevæsnet:

    – Det kommer til at tage mange år og koste et stort milliardbeløb at løse udfordringerne i skattevæsnet.

    – Hvis den nye regering ikke foretager sig noget aktivt, skal der spares 650 millioner kroner næste år. Og det går ikke.

    De flere midler til skattevæsnet skal blandt andet gå til bedre it-løsninger, siger Mette Frederiksen.

    – Mon ikke nogle af jer, der ser med i dag, bliver lidt tomme i blikket, når det handler om it og skat? Sådan har jeg det selv. Medarbejderne i skattevæsenet gør, hvad de kan. De gør det, så godt de kan.

    – De fortjener nye kolleger. Derfor vil vi også ansætte flere mennesker. Ligesom i gamle dage. Rigtige mennesker. Der kan sørge for, at alle betaler den skat, de skal betale, siger Mette Frederiksen.

    /ritzau/