Perus præsident opløser parlamentet i politisk magtkamp

    Perus præsident, Martín Vizcarra, har mandag opløst kongressen og siger, at han vil udskrive valg.

    Meldingen kommer midt i en bitter magtkamp mellem regeringen og det oppositionsstyrede parlament.

    I en tv-transmitteret tale siger præsidenten, at det vil være op til vælgerne at bestemme “vores lands fremtid”.

    Tidligere havde præsidenten indkaldt til en mistillidsafstemning.

    Men da lovgiverne fortsatte ved i stedet at gennemføre en kontroversiel afstemning, hvor næsten samtlige medlemmer af landets forfatningsdomstol blev skiftet ud, svarede Vizcarra igen ved at opløse parlamentet.

    Præsidenten har beskyldt kongressen for at stå mellem ham og hans kamp mod korruption.

    Peru står i centrum for en skandale, der involverer det brasilianske byggefirma Odebrecht, som har indrømmet at have bestukket politikere og embedsmænd i sydamerikanske lande over en årrække.

    Det vurderes, at der er blevet betalt omkring 785 millioner dollar – næsten 5,4 milliarder kroner – i bestikkelse.

    /ritzau/dpa