Trump beder andre lande om hjælp i sag om Rusland-undersøgelse

    USA’s præsident, Donald Trump, har kontaktet en række lande for at få dem til at hjælpe sin justitsminister, William Barr, og statsadvokat John Durham, som er ved at granske baggrunden for den såkaldte Rusland-undersøgelse.

    Det bekræfter en talskvinde for det amerikanske justitsministerium mandag.

    Talskvinde Kerri Kupec nævner ikke i sin udtalelse, hvilke lande der er tale om, men en australsk regeringstalsmand er blevet citeret for at sige, at Donald Trump har talt i telefon med Australiens premierminister, Scott Morrison.

    Samtidig rapporterer The Washington Post, at William Barr har foretaget oversøiske ture til britiske efterretningsfolk, ligesom at han skulle have mødtes med italienske embedsmænd for at bede om deres hjælp til efterforskningen.

    Statsadvokat John Durham er ved at gennemgå de amerikanske efterretningstjenesters undersøgelse af Ruslands indblanding i præsidentvalget i USA i 2016 – en undersøgelse, præsident Donald Trump har kaldt for en heksejagt mod ham.

    – Hr. Durham indsamler information fra adskillige kilder, herunder et antal udenlandske lande, siger talskvinde Kerri Kupec.

    – På justitsminister Barrs anmodning har præsidenten kontaktet andre lande for at bede dem om at introducere justitsminister og hr. Durham for de passende embedsmænd.

    En talsmand for den australske regering siger mandag, at premierminister Scott Morrison har bekræftet over for Donald Trump i en telefonsamtale, at hans regering er villig til at hjælpe med at “kaste yderligere lys over de spørgsmål, der efterforskes”.

    Det rapporterer den australske tv-station ABC.

    /ritzau/Reuters