Netflix bekræfter fjerde sæson af Stranger Things

    Tv-serien “Stranger Things” vender tilbage med en fjerde sæson.

    Det annoncerer Netflix i en pressemeddelelse, som samtidig oplyser, at streaminggiganten har underskrevet en flerårig film- og seriekontrakt med serieskaberne The Duffer Brothers.

    – Vi er utroligt glade for at fortsætte vores gode forhold til Netflix, som tog en kæmpe chance med os og vores serie – det har ændret vores liv for evigt.

    – Vi kan ikke vente med at fortælle mange flere historier sammen – og vi starter selvfølgelig med et returvisit til Hawkins, siger skaberne af serien, Matt og Ross Duffer, i pressemeddelelsen.

    “Stranger Things” har været nomineret til mere end 50 priser, herunder Emmy, Golden Globe og BAFTA.

    Rekordmange brugere – 40,7 millioner – streamede det første afsnit af “Stranger Things”, da tredje sæson udkom i juli.

    Der er endnu ikke nogen udgivelsesdato på den fjerde sæson.

    /ritzau/