Venstre ærgrer sig over droppet flytning af køreprøveansvar

    I foråret var Venstre med til at beslutte, at opgaver som afvikling af køreprøver fra årsskiftet skulle flyttes fra politiet til Færdselsstyrelsen.

    Den beslutning har den nye regering trukket tilbage, og det vækker stor undren hos Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

    – Det er en komplet uforståelig og meget uklog beslutning, som trækker i den helt forkerte retning, siger han.

    Han argumenterer blandt andet for, at flytningen kunne have frigjort 120 uniformerede betjente til egentligt politiarbejde.

    Derudover fortæller han, at flytningen kunne have reduceret ventetiderne på at komme til køreprøve. Tidligere har der været eksempler på mellem fire og otte ugers ventetid, mens der helst skal være ventetider på op til to uger.

    Beslutningen om at bremse flytningen af færdselsopgaverne ærgrer faktisk også transportminister Benny Engelbrecht (S). Men beslutningen var ifølge ham nødvendig set med de økonomiske briller.

    – Der var med den tidligere regerings beslutning ikke sikret den fornødne finansiering til den modernisering og digitalisering af områderne, som der ellers var lagt op til.

    – Færdselsstyrelsen kan på det grundlag derfor ikke påtage sig opgaverne, skriver ministeren i en mail.

    Venstres transportordfører mener omvendt, at den forhenværende regering havde fundet finansieringen til flytningen.

    Kristian Pihl Lorentzen nævner, at en blandt flere finansieringskilder var en stigning i det gebyr, man betaler for at komme til prøve hos kørelæreren. Det ligger i øjeblikket på 600 kroner.

    /ritzau/