Italiens præsident kommer til Danmark til oktober

    Den italienske præsident Sergio Mattarella kommer på officielt besøg i Danmark den 8. oktober. Her vil han diskutere blandt andet klima og migration med Statsminister Mette Frederiksen (S).

    Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

    – Jeg glæder mig til at byde den italienske præsident velkommen til Danmark. Vi skal blandt andet drøfte klima og migration. To af vor tids vigtigste udfordringer. Både herhjemme og i Europa.

    – Danmark fører en stram udlændingepolitik og viser internationalt lederskab på klimadagsordenen. Vi kan gøre meget herhjemme, men endnu mere i fællesskab, skriver statsminister Mette Frederiksen i meddelelsen.

    Sergio Materella har været Italiens præsident siden 2015. I Italiens politiske system er præsident hovedsageligt garant for, at landets regering overholder dets forfatning.

    Præsidenten har derfor hovedsageligt en ceremoniel rolle.

    Italien fik senest ny regering i starten af september efter Femstjernebevægelsen og Det Demokratiske Parti gik sammen. Italiens premierminister er løsgængeren Giuseppe Conte.

    /ritzau/