Trump i hårdt angreb: Løgn om samtale nærmer sig forræderi

    USA’s præsident, Donald Trump, antyder i et tweet mandag morgen lokal tid, at demokraten Adam Schiff bør anholdes for forræderi.

    Årsagen er, at Schiff, der er formand for Repræsentanternes Hus’ efterretningsudvalg, ifølge Trump har løjet om indholdet af en telefonsamtale mellem den amerikanske præsident og Ukraines præsident.

    – Adam Schiff opdigtede ulovligt en falsk og frygtelig udtalelse. Han foregav, at det var min udtalelse og den vigtigste del af min telefonsamtale med Ukraines præsident, skriver Trump.

    – Det hang slet ikke sammen med, hvad jeg sagde under opkaldet. Anholdelse på grund af forræderi?, skriver præsidenten.

    Trumps hårde udmelding mod Schiff kommer, mens en højspændt whistleblower-sag har sat sig på den politiske dagsorden i USA.

    En whistleblower, der ifølge flere amerikanske medier arbejder i den amerikanske efterretningstjeneste, gjorde i forsommeren opmærksom på bekymrende forhold i præsidentens kommunikation med Ukraines regering.

    Hans officielle klage blev offentliggjort i sidste uge.

    Her står der blandt andet, at Trump har misbrugt sin magt ved i en telefonsamtale at forsøge at tvinge Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, til at grave snavs frem om tidligere vicepræsident Joe Biden og hans familie.

    Trumps tweets mandag henviser til udtalelser fra Adam Schiff efter en høring i efterretningsudvalget, hvor Schiff er formand, i sidste uge.

    Her opsummerede Schiff samtalen mellem Ukraines præsident og Trump i grove træk. Schiff har senere sagt, at der var tale om en “parodi”, og at der derfor ikke var tale om en præcis gengivelse.

    Men det har altså fået Trump til at kritisere Schiff hårdt.

    – Adam Schiff fandt fuldstændig på min samtale med Ukraines præsident og læste det højt for Kongressen og millioner. Han bør trække sig og blive undersøgt. Han har gjort det her i to år nu, skrev Trump på Twitter fredag.

    Præsidenten fastholder mandag, at han ikke har gjort noget galt.

    – Igen: Ukraines præsident har sagt, at der ikke blev lagt noget som helst pres på ham fra min side. Sagen er lukket, skriver præsidenten på Twitter.

    Kongressen tog tirsdag hul på processen, der kan sende Trump for en rigsret.

    /ritzau/Reuters