Mandag klokken 12 var sidste frist for dyreparker til at lægge en billet ind på at få fire pensionerede cirkuselefanter.
Og udbuddet har i hvert fald mindst én ansøger i form af Knuthenborg Safaripark.
I august købte staten de fire elefanter for 11 millioner kroner af cirkusser, så de kunne komme på pension. Staten har købt dem, fordi et forbud om vilde dyr i cirkus er på vej.
Efter købet blev et udbud sat i gang, og nu skal Miljø- og Fødevareministeriet så vurdere ansøgningerne. Ifølge udbudsmaterialet forventes aftalen om overdragelsen af elefanterne at blive underskrevet 21. oktober.
Ministeriet fortæller, at det ikke kan oplyse, hvem der har ansøgt, eller hvor mange ansøgere der er. Men Knuthenborg Safaripark, der tidligere har meldt ud, at den var interesseret, oplyser, at den har ansøgt.
I en meddelelse oplyser parken, at den hurtigst muligt vil bygge et elefantanlæg, hvis den vinder udbuddet.
– Vi kan særligt tilbyde elefanterne masser af plads, siger Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark.
Anlægget vil være med et udeanlæg på omkring 150.000 kvadratmeter og en stald på over 2000 kvadratmeter. Der kommer til at være forskellige miljøer, herunder sø, græsland og skov, skriver safariparken.
Derudover får elefanterne en 1,5 meter dyb sandgrav, som kan modelleres dagligt for at udfordre elefanternes høje intelligens.
Ansøgerne vurderes ud fra flere kriterier. Det gælder blandt andet krav til, at aftageren skal modtage elefanterne, inden året er omme.
Det er dog en mulighed for aftageren at opstalde elefanterne under midlertidige forhold, hvis de permanente faciliteter ikke er færdige til indflytning senest 31. december i år.
Rasmus Nielsen fortæller, at det ventes at tage otte måneder, fra byggeriet går i gang, til elefanterne kan flytte ind.
Tre af elefanterne står midlertidigt i Slagelse, og her vil de skulle blive midlertidigt, hvis safariparken vinder udbuddet. Den fjerde elefant, der lige nu er i Sønderjylland, vil formentlig blive flyttet hen til de andre i Slagelse, såfremt parken vinder.
Det har været berettet, at elefanterne i Slagelse har mistrives efter deres lange ophold. Men Rasmus Nielsen fortæller, at forholdene ved det midlertidige anlæg er ved at blive forbedret.
– Lige nu er der ved at blive etableret et udeanlæg i Slagelse til elefanterne, så de også kan komme ud, siger han.
Elefanterne ventes at leve i yderligere 30 år.
/ritzau/