Verdensmesteren Mads Pedersen er landet

    Mads Pedersen landede mandag eftermiddag i København. Og det blev en fornem modtagelse.

    Den nykårede verdensmester blev modtaget af brandbiler fra Københavns Brandvæsen på landingsbanen.

    Brandvæsenet sørgede for at sprøjte en vandsalut af sted til den danske verdensmester.

    Søndag vandt Mads Pedersen VM ved at besejre blandt andre Matteo Trentin i en spændende afgørelse i England.

    Da Mads Pedersen havde hentet sin bagage, kom han ud til ankomsthallen til endnu mere hyldest fra fans, journalister og folk fra cykelsporten.

    Han var stolt over modtagelsen, fortalte han iført regnbuetrøjen og med medaljen om halsen.

    – Det er helt sindssygt at komme hjem til den modtagelse, siger Mads Pedersen.

    – Det er vildt at se så mange mennesker, der er mødt op for at fejre resultatet, siger verdensmesteren.

    At vinde VM og få sådan en modtagelse er surrealistisk for Mads Pedersen, forklarede han.

    – Titlen betyder sindssygt meget. Men jeg vil stadig være den samme og holde begge ben på jorden, lyder det fra Mads Pedersen.

    /ritzau/