Retsudvalg forkaster igen to kandidater til EU-Kommissionen

    Retsudvalget i Europa-Parlamentet har mandag formiddag igen afvist to kandidater, der var tiltænkt poster i EU-Kommissionen fra 1. november.

    Med en afstemning bekræfter udvalget, at kandidaterne fra Ungarn og Rumænien ikke er egnede til at besidde kommissærjob med de krav, der stilles i EU-traktaten og det etiske regelsæt.

    Det skriver EU-Parlamentets talsmand, Jaume Duch, efter mandagens afstemning om de to kandidater, der også i sidste uge blev erklæret uegnede.

    – Parlamentets formand vil nu høre Ursula von der Leyen (den kommende formand for EU-Kommissionen, red.), hvad hun vil gøre, skriver Duch efter afstemningen.

    Det har været kendt, at de to kandidater kunne få problemer i godkendelsesprocessen.

    Formanden for udvalget begrunder afvisningen af de to med interessekonflikter. Det uddybes ikke nærmere.

    Men det er kendt, at Rumæniens kommissærkandidat, Rovana Plumb, har en problematisk sag om et millionlån i forbindelse med en valgkampagne tidligere på året.

    Ungareren László Trócsányi, som var justitsminister indtil 30. juni, har et advokatfirma med en forbindelse til Ungarns regering. Om det er den forbindelse, der gør ham uegnet, er ikke bekræftet.

    Der ventes også benspænd for andre af Ursula von der Leyens kandidater. Men disse er ikke blevet bremset af retsudvalget, som er første skridt i processen.

    Efter retsudvalgets tjek af kandidaternes mulige interessekonflikter skal alle igennem en høring i fagudvalg i Europa-Parlamentet. Det foregår i denne og i næste uge.

    Den danske kandidat Margrethe Vestagers høring finder sted tirsdag 8. oktober.

    23. oktober er det planen, at EU-Parlamentet skal stemme om hele EU-Kommissionen for 2019-2024. Det er normalt, at kandidater må udskiftes, inden man når til den endelige afstemning.

    /ritzau/