Far anholdt for at bortføre mindreårige døtre i 2010

    For ni år siden blev to piger på 9 og 11 år bortført af deres far, da han uden morens samtykke tog dem med sig til Libanon.

    Søndag aften ankom de – nu 18 og 20 år gamle – sammen med faren til Kastrup Lufthavn. Her blev faren anholdt for bortførelsen i sommeren 2010.

    Den 46-årige mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense mandag klokken 14, oplyser anklager Jacob Thaarup.

    – Han vendte tilbage til Danmark søndag aften og blev anholdt ved ankomsten i Kastrup. Han havde via sin advokat meddelt, at han overvejede at tage til Danmark, men det var ikke blevet bekræftet, siger Jacob Thaarup.

    Da døtrene i mellemtiden er blevet voksne, er de ikke i de danske myndigheders varetægt. De blev mødt af familie i lufthavnen, men det er uvist, om de er blevet genforenet med moren.

    Faren var 37 år, da han besluttede sig for at tage de to mindreårige døtre med sig til Libanon.

    Både moren og pigerne er danske statsborgere. Faren var på tidspunktet for bortførelsen statsløs. Familien var bosat i Odense.

    Bortførelsen skete i juli 2010, og i januar året efter blev den libanesiske mand fængslet in absentia ved Retten i Odense. Han blev samtidig efterlyst internationalt.

    Forældrene havde fælles forældremyndighed over børnene, men moren gav ikke faren lov til at tage døtrene med til mandens hjemland, Libanon.

    I november 2010 afsagde landsretten en kendelse, der overdrog forældremyndigheden til moren.

    Faren er nu sigtet for at have bortført børnene, og strafferammen går op til fire års fængsel.

    /ritzau/