Forever 21 vil lukke hundredvis af butikker verden over

    Tøjkæden Forever 21 står til at lukke hundredvis af butikker verden over.

    Søndag har tøjkæden, der har 815 butikker i 57 lande, indgivet en konkursbegæring.

    Det betyder, at kæden lukker op mod 350 af dens butikker verden over – herunder 178 butikker i USA. Det oplyser en talskvinde ifølge Wall Street Journal.

    Forever 21 har indsendt en såkaldt kapitel 11-konkursbeskyttelse, som sikrer, at kæden bevarer kontrol over dets aktiver, mens en rekonstruktion udføres.

    Tidligere i september annoncerede Forever 21 også, at den ville lukke alle dens 15 butikker i Japan inden slutningen af oktober.

    Tøjkæden blev stiftet i Los Angeles i 1984 af det sydkoreanske ægtepar Do Won og Jin Sook Chang. Kæden blev bredt til shoppingcentre på tværs af USA, hvor butikkerne solgte modetøj til lave priser til især unge.

    Forever 21, der konkurrer med kæder som H&M og Zara, er ligesom flere andre butikker ramt af, at købene i stedet rykker over på nettet.

    Ifølge analytikere har Forever 21 fejlet ved ikke at reagere på det stigende antal onlinebutikker, den stigende bevidsthed hos forbrugerne over miljømæssige påvirkninger af modeindustrien samt bekymring hos forbrugere over forholdene hos de fabrikker, hvor tøjet fremstilles.

    Også i Danmark er tøjbutikker under pres. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der med 90 konkurser i årets første otte måneder i år allerede været flere konkurser i 2019 end i årene siden 2010.

    Bruno Christensen, detailhandelrådgiver hos konsulentvirksomheden Detailhandels Promotion, fortæller, at der er flere årsager til, at tøjforretningerne har det hårdt.

    – Forbrugernes afventende holdning til at købe nyt tøj, genbrugsbutikker sammenholdt med nethandel er de tre væsentligste faktorer, siger han og nedtoner betydningen af nethandlen:

    – I virkeligheden er det ikke der, at vi ser den primære årsag til problemerne i beklædningsbranchen. Det er forbrugernes ændrede holdning og genbrug.

    Mandag skriver Børsen, at internethandel og ændrede forbrugervaner er skyld i, at 800.000 kvadratmeter butikslokaler er uden lejere.

    Ifølge tal fra Retail Institute Scandinavia er 16 procent af butikkerne i kæderne forsvundet siden 2009.

    Trods de forsvundne butikker er omsætningen i detailbranchen steget fra 240 milliarder kroner i 2009 til 260 milliarder sidste år.

    /ritzau/AFP