Medie: Trump ignorerede myndigheders anbefaling i Ukraine-sag

    USA’s præsident, Donald Trump, handlede imod føderale myndigheders anbefalinger i Ukraine-sagen.

    Det erfarer amerikanske Fox News.

    Ifølge mediet stod udenrigsministeriet, Det Nationale Sikkerhedsråd og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, sammen om at anbefale fortsat militærbistand til Ukraine.

    Dermed handlede Trump på egen hånd, da han tilbageholdt militærbistand til Ukraine i løbet af sommeren, erfarer mediet.

    Anklagen lyder fra flere sider, at bistanden blev tilbageholdt for at presse Ukraine til at grave snavs frem om demokraten Joe Biden og hans søn.

    Trump selv afviser og har forklaret, at han ønskede at presse europæiske lande til at give yderligere støtte til Ukraine.

    De næsten 400 millioner dollar er senere blevet betalt.

    Fox News fortæller videre, at det angiveligt ikke blot var præsidentens personlige advokat, Rudy Giuliani, der forsøgte at få skadelig information om Joe Biden fra ukrainske embedsmænd.

    To andre advokater, Joe DiGenova og hans kone Victoria Toensing, arbejdede sammen med Giuliani, der er tidligere borgmester i New York City, lyder det.

    Både Giuliani og Toensing har afvist, at de har forsøgt at grave snavs frem om Biden-familien.

    Fox News beskriver dog videre, at de tre advokater uofficielt var blevet sat på opgaven – altså ikke i regi af Trump-administrationen. Kun præsidenten skal således havde kendt til deres arbejde.

    Den tilbageholdte militærbistand er af central betydning for Ukraine-sagen.

    I en telefonsamtale 25. juli med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, efterlyser Trump, at man undersøger Biden-familiens handlinger i Ukraine.

    Hunter Biden blev i 2014 bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab. Selskabet er involveret i en skattesag i Ukraine, men der er ingen oplysninger om, at Hunter Biden er en del af sagen.

    Viser det sig, at formålet med at tilbageholde militærbistanden har været at presse den ukrainske præsident for oplysninger om Biden, vil det måske kunne blive en del af den rigsretsproces, som formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har indledt mod Trump som følge af sagen.

    Demokraten Biden er blandt favoritterne til at blive Trumps modstander ved præsidentvalget i 2020.

    /ritzau/