Mads Pedersen triumferer ved VM i cykling

    Den danske cykelrytter Mads Pedersen sikrede sig den helt store triumf ved søndagens linjeløb ved VM i engelske Yorkshire.

    På en barsk, regnfuld og kold dag tog danskeren guldet foran italienske Matteo Trentin og schweizeren Stefan Küng.

    Den 23-årige dansker var på de sidste ti kilometer ind mod målstregen i Harrogate med i en firemandsgruppe.

    Ud over Pedersen sad schweizeren Küng og de to italienere, Trentin og Gianni Moscon, med i udbruddet.

    Kort forinden var den hollandske favorit Mathieu van der Poel gået helt kold.

    På den sidste bakke med 5,5 kilometer til målstregen måtte Moscon slippe, og danskeren begyndte også at slide.

    Mads Pedersen hang dog på, og det begyndte nu for alvor at dufte af dansk metal.

    Med en kilometer tilbage begyndte spillet om, hvem der skulle åbne spurten. Med Pedersen forrest kiggede rytterne hinanden an, og med 400 meter tilbage åbnede Trentin spurten.

    Mads Pedersen svarede dog tilbage med det samme og overhalede den stærke italiener, der endte på andenpladsen flere meter bag den suveræne dansker.

    /ritzau/