Det var et vaskeægte topopgør mellem Metal Ligaens nummer et og to, da Sønderjyske og Aalborg Pirates søndag tørnede sammen i Vojens.
Det sluttede med en udesejr til Aalborg på 3-2 efter overtid. Dermed har den nordjyske klub 18 point på førstepladsen, mens Sønderjyske som nummer to har 12 point. Begge har spillet syv kampe.
Det lignede en første periode uden scoringer, men bare to sekunder inden udløbet bragte Kirill Kabanov Aalborg på 1-0.
Anden periode skulle blive mere underholdende. Tre minutter var spillet, da Josh MacDonald bragte balance i stillingen til 1-1. Det skete på et tidspunkt, hvor Sønderjyske var i powerplay.
Det samme var tilfældet, da Sønderjyske otte minutter senere også kom foran. Denne gang var det Mads Lund, der udnyttede Aalborgs undertal.
Et tvillinge-samarbejde sørgede dog for, at stillingen efter anden periode var lige. Mikkel Højbjerg afleverede til Martin Højbjerg, der scorede til 2-2 for Aalborg.
Tredje periode forløb uden scoringer, og så måtte der forlængelse til. Den var 38 sekunder gammel, da Anders Krogsgaard scorede sejrsmålet til 3-2.
Frederikshavn ligger nummer tre i Metal Ligaen også med 12 point, efter det søndag blev til udesejr på 6-4 over Herning.
Nordjyderne førte 4-0 efter de to første perioder, men Herning skabte spænding med reduceringerne til 3-4 og 4-5, men det helt store comeback udeblev.
På fjerdepladsen har Herlev 11 point efter udesejren på 6-3 over mesterholdet fra Rungsted.
I søndagens sidste kamp sørgede Esbjerg for fuldt hus til udeholdene, da Rødovre blev slået 3-1. Esbjerg har ti point på femtepladsen.
/ritzau/











