Zidane har fået defensiven på plads – angrebet halter

    Præstationerne og resultaterne har været noget blandede for storklubben Real Madrid i indledningen af sæsonen.

    Men holdets defensive base er kommet på plads, og det skal bane vej for kontinuerligt gode resultater.

    Det siger Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, efter holdet spillede 0-0 ude mod lokalrivalen Atlético Madrid lørdag aften. Det var Reals tredje kamp i træk uden at have lukket mål ind.

    – Vi fortjente mere end et point mod Atletico, og jeg har lykønsket mine spillere, fordi de var meget solide, og fordi de holdt nullet.

    – Vores defensiv ser rigtig god ud, men vi mangler stadig noget fremad banen, men det arbejder vi på, siger Zinedine Zidane ifølge Reuters.

    Real Madrid lukkede mål ind i sæsonens første fire ligakampe, og kampene resulterede i to sejre og to uafgjorte. Dernæst fulgte en 0-3-lussing ude mod Paris Saint-Germain i Champions League, men siden den kindhest har Real holdt buret rent.

    Det er udbyttet af en målrettet indsats på at forbedre forsvaret, mener anfører Sergio Ramos.

    – Vi har arbejdet med at gøre vores defensiv mere solid. Den bliver bedre og bedre, og vores moral er virkelig høj i øjeblikket, siger anføreren ifølge Reuters.

    En førsteplads efter fire sejre og tre uafgjorte i de første syv ligakampe vil i de fleste klubber være godkendt uden indvendinger.

    Men med 12 mål scoret i de syv kampe stilles der i en klub af Real Madrids størrelse spørgsmål ved, om offensiven nu er potent nok. Mere upåagtede Villarreal har for eksempel scoret 18 mål.

    Sergio Ramos er dog ikke bekymret på baggrund af den målløse kamp mod lokalrivalen lørdag aften.

    – Kampene mod Atlético er meget fysiske, og det er en af de sværeste udebaner at spille på i sæsonen. Det var meget svært for os at skabe chancer, fordi de giver så lidt plads.

    – Et point hjælper os en smule, selv om vi hellere ville have haft tre, siger Ramos ifølge AFP.

    Tirsdag får Real Madrid besøg af Club Brugge i Champions League.

    /ritzau/