Johan Hansen er i gang med sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i denne omgang.
Landsholdsfløjen, der er færing, men var med til at vinde VM-guld med Danmark i starten af året, er blevet solgt til en unavngiven klub i udlandet, hvortil han skifter til sommer.
Det skriver BSH i en pressemeddelelse.
Over for Ritzau fortæller direktør i BSH Jesper Schou, at navnet på Hansens nye klub vil blive offentliggjort senere lørdag.
– Jeg har nydt hvert et sekund, jeg har haft i Bjerringbro-Silkeborg, siger Johan Hansen i pressemeddelelsen.
– Det har været det helt rigtige for mig, lige fra jeg tog skridtet fra Skanderborg til Bjerringbro-Silkeborg, hvor der var styr på alting. Både klubben og trænerteamet var klar til at hjælpe mig fra dag et.
Johan Hansen har spillet for Bjerringbro-Silkeborg siden sommeren 2015.
/ritzau/











