Dansk atlet sætter flot dansk rekord i forhindringsløb

    Anne Emilie Møller leverede varen, da hun var første dansker i aktion ved VM i atletik i Doha i Qatar.

    Den 22-årige løber stillede op i 3000 meter forhindringsløb, og her satte hun en imponerende dansk rekord med tiden 9 minutter og 18,92 sekunder.

    Dermed barberede hun over fem sekunder af sin egen danske rekord.

    Det hele rakte til en fjerdeplads i danskerens heat, hvor der var 15 løbere.

    Meget tyder på, at fjerdepladsen giver billet til finalen, men da kun de tre bedste i hvert heat er sikret finaleplads med direkte kvalifikation, så må Anne Emilie Møller afvente det sidste heat.

    – Det var et godt løb. Jeg følte, det gik godt teknisk. Jeg fokuserede på næste omgang og ikke på at tælle omgange, men bare følge med i fronten.

    – Jeg tænkte, jeg skulle holde. Jeg tænkte, de andre havde noget at skyde med, så jeg prøvede bare at hænge på og få en god tid, siger Anne Emilie Møller.

    Beatrice Chepkoech fra Kenya vandt heatet foran amerikanske Courtney Frerichs med tyske Gesa Felicitas Krause på tredjepladsen.

    Finalen i disciplinen løbes mandag aften.

    /ritzau/