Mette F. om kritiseret stabschef: Jeg vil sidde for bordenden

    Statsministeriet er et lille ministerium, som skal styrkes, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) vil sidde for bordenden.

    Det siger hun på et samråd om den nye stabschef Martin Rossen, som er blevet kaldt en form for vicestatsminister af både venner og fjender på Christiansborg.

    Han skal stå i spidsen for et politisk sekretariat i Statsministeriet med to særlige rådgivere under sig. Desuden indtræder han i magtfulde regeringsudvalg, selv om han ikke kan stilles til ansvar for Folketinget, fordi han ikke er folkevalgt.

    – Statsministeriet skal have flere muskler i forhold til at udvikle politik og koordinere, det hænger sammen med, at jeg vil sidde for bordenden, det er mit ansvar at drive og lede landet.

    – I dag er der under 50 akademiske medarbejdere ansat i Statsministeriet, siger Mette Frederiksen og påpeger, at der samlet er 3000 akademiske medarbejdere i alle departementer.

    Det er sjældent, at selveste statsministeren er i samråd, og sagen har vakt opsigt politisk både i oppositionen og blandt støttepartier.

    Stabschefen Martin Rossen får også plads i Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget, som er regeringens centrale udvalg, hvor der ellers hidtil kun har siddet topministre samt de øverste embedsmænd.

    – Stabschefen er med til at berige de drøftelser og diskussioner, vi har i regeringen, siger Mette Frederiksen om den beslutning.

    Folketingets lovsekretariat har konstateret, at der ikke er juridiske problemer ved Martin Rossens rolle i Statsministeriet. Som særlig rådgiver kan han ikke stilles til ansvar for Folketinget, da han ikke er underlagt ministeransvarsloven, fordi han ikke er folkevalgt.

    /ritzau/