Demonstranter ventes igen fredag at gå på gaden i Egyptens hovedstad, Kairo.
Politiet har afspærret de veje, der fører til Tahrir-pladsen i Kairo, for biltrafik. Det er stadig muligt at komme til den ikoniske plads til fods.
I de seneste dage er sikkerheden styrket markant omkring pladsen. Det sker, efter at mindre grupper på nogle hundrede mennesker sidste uge demonstrerede i Kairo.
Også i en række andre byer var egyptere på gaden med slagord mod præsident Abdel Fattah al-Sisi, blandt andet i Alexandria og Suez.
Det har overrasket iagttagere i et land, hvor styret har strammet grebet voldsomt om ytrings- og pressefrihed.
Sidste uges demonstrationer var udløst af vrede over den udbredte fattigdom og den påståede korruption i regeringen og militæret.
Mohamed Ali, egyptisk entreprenør, som i dag lever i eksil i Spanien, har lagt en række kritiske videoer på nettet.
Han har i 15 år stået bag byggeprojekter for militæret.
I videoerne anklager han præsident Sisi for at bygge overdådige paladser til sig selv, mens en tredjedel af egypterne lever under fattigdomsgrænsen.
Ali har opfordret egypterne til at gå på gaden fredag i en “millionmarch” og har opfordret til “en folkelig revolution”.
I løbet af den seneste uge har myndighederne anholdt næsten 2000 mennesker, som menes at have deltaget i eller stået bag sidste uges demonstrationer.
Det fremgår af en opgørelse fra menneskeretsorganisationen Human Rights Watch.
– Advokater for de anholdte har på sociale medier postet adskillige beretninger om, at sikkerhedsstyrker vilkårligt har anholdt mange mennesker for at være “på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt” eller have kritisk indhold på deres telefon, skriver Human Rights Watch.
Den egyptiske justitsminister har tidligere sagt, at “højst 1000” mennesker er blevet afhørt efter sidste uges demonstrationer.
General Sisi blev valgt til Egyptens præsident i 2014, efter at han selv havde stået i spidsen for et kup mod den daværende folkevalgte præsident, Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab.
Sisi betragtes af mange som en af de mest autoritære ledere i Mellemøsten.
/ritzau/AFP











