Juncker: Briterne vil selv være skyld i brexit uden aftale

    EU’s kommissionsformand, Jean Claude Juncker, siger, at et brexit uden aftale alene vil være Storbritanniens skyld.

    I et interview med den tyske avis Augsburger Allgemeine, siger Jean Claude Juncker, at han og EU’s chefforhandler for brexit, Michel Barnier, gør alt for at få en aftale i hus med briterne.

    – Skulle det ikke lykkes, vil Storbritannien være eneste ansvarlig for det, siger han til avisen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Juncker kalder det i interviewet for en katastrofe, hvis Storbritannien forlader EU uden et organiseret udtrædelsesforløb.

    Storbritannien skal efter planen forlade EU 31. oktober.

    Embedsmænd i Bruxelles siger ifølge Reuters, at Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har gjort meget lidt fremskridt i at forhandle en ny aftale på plads.

    Den nye aftale skal erstatte den, som hans forgænger Theresa May fik igennem hos EU, men som blev nedstemt tre gange i det britiske parlament, hvilket førte til hendes afgang.

    I interviewet tilføjer Juncker, at et fremtidigt forhandlingsklima mellem Storbritannien og EU vil blive meget kompliceret af et kaotisk brexit.

    – Vi ønsker og skal få lukket en fremtidig handelsaftale.

    – Men det sker ikke bare sådan lige, som nogle i Storbritannien tror, siger Jean Claude Juncker.

    – Nogle af de handelsaftaler, som vi har lukket i min regeringstid, tog mange år at nå frem til, siger han.

    /ritzau/