Den tidligere franske præsident Jacques Chirac, som torsdag er død 86 år gammel, var folkekær, jovial og direkte.
Sådan lyder en beskrivelse fra Jørn Boisen, som er lektor i fransk historie og samfund på Københavns Universitet.
– Han havde en evne til at charmere sig ind på det store flertal af de franske borgere, og så var han forholdsvis populær ret lang tid op i sin præsidentperiode. Det er rimelig usædvanligt i Frankrig.
– Han havde også en klar formuleringsevne, og han var direkte. Noget, som mange politikere senere har savnet i Frankrig, siger Jørn Boisen og tilføjer, at Chirac var politiker af den ægte franske skole.
Han var opfostret i politik og trods en smule beskæftigelse med forskellige erhverv, lavede han ikke meget andet end politik, lyder det fra Jørn Boisen.
Chirac var præsident i Frankrig i mere end et årti fra 1995 til 2007.
/ritzau/











