Solbakken revser FCK’s ineffektivitet efter tæt pokalkamp

    FC Københavns træner, Ståle Solbakken, kalder sine spillere for ineffektive og mener, at de traf forkerte beslutninger i pokalsejren i Hillerød.

    Det siger træneren, efter at der måtte 120 minutters spil og en straffesparkskonkurrence til for at slå 2. divisionsholdet Hillerød ud af pokalturneringen onsdag.

    – For mange traf for mange forkerte beslutninger.

    – Vi scorer heller ikke på vores chancer, mens de til gengæld scorer på noget nær deres eneste i hele kampen, men sådan er pokalfodbold, siger Solbakken til FCK’s hjemmeside.

    I angrebet startede den tidligere landsholdsspiller Nicklas Bendtner for første gang for FCK. Trods flere store chancer i kampen har det danske fyrtårn stadig sit første mål til gode i FCK-trøjen.

    – Jeg var egentlig tilfreds nok med mine afslutninger, men jeg synes, at keeperen havde to rigtig gode afslutninger, siger Bendtner efter kampen til TV3 Sport.

    Pokalsensationen lurede, da Hillerøds Jonathan Witt scorede til 1-0 for Hillerød efter 73 minutter. Den afværgede FCK’s Viktor Fischer tre minutter senere med sit mål til 1-1.

    Stillingen holdt helt til straffesparkskonkurrencen, hvor FCK viste sig bedst.

    /ritzau/