Inter ligger igen på førstepladsen i den italienske Serie A. Onsdag sejrede Milano-klubben for femte gang ud af lige så mange mulige i denne sæson.
Denne gang blev Lazio på hjemmebane nedlagt med 1-0.
Dermed er Antonio Contes tropper i spidsen for ligaen med 15 point, mens Juventus, der tirsdag slog Brescia med 2-1, er nummer to med 13 point.
Midtvejs i første halvleg sørgede Danilo D’Ambrosio for Inters sejrsmål. Han pressede sig foran sin oppasser og headede et indlæg i mål ved bageste stolpe.
I den sydlige del af Italien tabte Napoli derimod terræn i toppen, da holdet på hjemmebane tabte 0-1 til Cagliari. Dermed har Napoli ni point.
Tre minutter før tid scorede Lucas Castro det overraskende sejrsmål.
Genoa med Lasse Schöne og Lukas Lerager i startopstillingen spillede 0-0 hjemme mod Bologna.
Tidligere onsdag aften fik Simon Kjær debut for Atalanta, der tog en fornem skalp i Rom.
Kjær fik fuld spilletid som midterste mand i tremandsforsvaret i sejren på 2-0 ude over Roma. Landsholdsanføreren fik undervejs et gult kort.
Atalanta ligger med sejren nummer tre med ti point.
/ritzau/











