Brøndby undgår fiasko med gyldne minutter i forlængelse

    Brøndby er klar til ottendedelsfinalerne i landspokalturneringen i fodbold, men den danske storklub bevægede sig på kanten af et overraskende exit og fiasko i udekampen mod Skive fra 1. division.

    Først efter forlænget spilletid vandt Brøndby 3-2 efter at have været bagud med 1-2 med 11 minutter tilbage af forlængelsen.

    Dermed fik Brøndby lidt tiltrængt oprejsning efter den svage indsats i Superligaen søndag, hvor holdet tabte med 1-3 til bundholdet Esbjerg, og klubben er stadig i spil til sin fjerde pokalfinale på stribe.

    Brøndby var bedst igennem kampen, men Skive kæmpede forbilledligt og udnyttede svagheder i Brøndbys forsvar.

    Den slovakiske angriber Samuel Mraz, der i sommerens transfervindue blev hentet på en lejeaftale i italienske Empoli, lignede ellers en matchvinder, da han for første gang var en del af Brøndbys startopstilling.

    Efter 53 minutter dirigerede han med hovedet et indlæg i mål til 1-0.

    Allerede i første halvleg havde han en stor chance for at bringe Brøndby foran, men her sneg hans afslutning sig lige uden om stolpen.

    I anden halvleg havde Brøndby god kontrol over kampen og havde flere muligheder for at øge til 2-0, men i stedet tog opgøret en drejning med ti minutter tilbage.

    Mikkel Jespersen modtog bolden i feltet og drejede rundt om sig selv, inden han sendte bolden fladt i mål til udligning.

    I slutfasen havde Brøndby flere tilbud i jagten på at afgøre kampen inden for ordinær spilletid.

    Først missede Kevin Mensah et indlæg fra venstre, og i sidste tillægsminut fik Kamil Wilczek, der havde erstattet målscorer Mraz, blokeret et skud.

    I den forlængede spilletid havde Brøndby initiativet, men Skive kom på vinderkurs efter et effektivt kontraangreb, hvor Emil Søgaard Jensen blev spillet fri. Han scorede i det korte hjørne til 2-1 med 11 minutter tilbage.

    Men Skive-spillerne var trætte. Og bare fire minutter senere havde Brøndby vendt 1-2 til 3-2.

    Først scorede forsvarsspilleren Andreas Maxsø blandt venner og fjender i det lille felt, og kort efter stod Lasse Vigen, der fik comeback efter sin længerevarende skade, helt fri i feltet og scorede til 3-2.

    I sidste minut havde Skive bolden i mål, men der blev korrekt dømt offside.

    /ritzau/