Onsdag præsenterer finansminister Nicolai Wammen (S) regeringens første udspil til en finanslov. Støttepartierne har allerede meldt en række krav ud, som de vil tage med til finanslovsforhandlingerne.
Få et overblik over partiernes krav her:
Enhedslisten:
* Billigere kollektiv trafik
Enhedslisten kalder det et hovedkrav, at billetpriserne på tog og bus bliver 30 procent billigere allerede ved årsskiftet. Partiet vurderer, at det vil koste 1,3 milliarder, som skal findes ved at beskatte aktie- og kapitalindkomst på samme måde som lønindkomst.
* Et akut løft af psykiatrien:
Enhedslisten vil tilføre en milliard kroner ekstra til psykiatrien. Partiet vil have 260 nye sengepladser, bedre normeringer og større inddragelse af pårørende i psykiatrien.
* Bedre behandling af syge på kontanthjælp:
Syge kontanthjælpsmodtagere skal have ret til hurtig afklaring. Inden for et år – to år i særligt komplicerede sager – skal folk på kontanthjælp have den rette hjælp. Enhedslisten skønner, at det vil koste 400 millioner kroner.
* Minimumsnormeringer i daginstitutioner:
Enhedslisten foreslår et maksimum på tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver. Kun voksne, der reelt er sammen med børnene, skal tælle med. Partiet vil afsætte en milliard kroner i 2020 til at påbegynde investeringerne i bedre normeringer.
* Lempelse i krav til permanent ophold
Enhedslisten ønsker, at uddannelse kommer til at tælle på samme måde som arbejde, når udlændinge skal optjene ret til permanent ophold i Danmark. I dag skal man arbejde i mindst tre år og seks måneder ud af de seneste fire år, hvis man skal optjene ret til permanent opholdstilladelse i Danmark. Forslaget er ifølge partiet udgiftsneutralt.
De Radikale:
* Flyafgift
Radikale vil komme til finanslovsforhandlingerne med et ønske om en flyafgift. Konkret har partiet foreslået at indføre en afgift, der afhænger af, hvor meget CO2 et fly udleder. For hvert ton udledt CO 2 skal flyselskabet betale 250 kroner i afgift. Det skal gælde alle fly, der letter fra Danmark.
SF:
* Minimumsnormeringer
Det er SF’s hovedkrav at få en skriftlig aftale, der garanterer, at regeringen vil være med til at sigte mod en lovbestemt normeringsmodel, der pålægger kommunerne, at der maksimalt må være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.
Ifølge SF vil det kræve et løft af det pædagogiske personale på knap 5000 ekstra personer til en samlet pris på 1,6 milliarder kroner om året.
Pengene vil SF finde med en skat på 0,5 procent for formuer over fem millioner kroner.
Alle støttepartierne:
* En milliard til lærerne
Regeringens støttepartier vil tilføre en milliard kroner ekstra til folkeskolen fra næste skoleår, og pengene skal afsættes på finansloven 2020. Pengene skal dog være betinget af, at lærerne indgår en aftale om arbejdstid med kommunerne.
Kilder: Berlingske, Politiken, Ritzau.
/ritzau/











