Venstres partisekretær, Claus Richter, stopper efter otte år på posten. Det skriver Venstre i en pressemeddelelse.
Claus Richter har siddet på en central post i Venstre under de seneste måneders tumultariske udvikling i partiet, der endte med, at formanden og næstformanden trak sig og Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg er valgt som erstatning.
– Vi har været igennem den sværeste tid i partiets historie, og nu skal vi se fremad. Venstre skal have en ny start, og derfor har jeg besluttet, at det også er tid til, at Venstre skal have en ny partisekretær.
– Beslutningen har på ingen måde været let, for mit hjerte banker fortsat for Venstre, men det er det rigtige. Jakob skal sætte sit eget hold, skriver Claus Richter i pressemeddelelsen.
Som partisekretær har Claus Richter haft en afgørende plads i organisationen Venstre og har haft ansvaret for blandt andet valgkampe. Det var således også Claus Richter, der lørdag bød velkommen til partiets ekstraordinære landsmøde, hvor ny formand og næstformand skulle vælges.
– Aldrig før har vi i vores parti oplevet en formand og næstformand i et så konfronterende og brutalt opgør. Og aldrig før har vi oplevet, at baglandet har reageret så skarpt, sagde Claus Richter lørdag i sin tale.
Formand Jakob Ellemann-Jensen skriver i pressemeddelelsen om Claus Richters afgang:
– Jeg er meget ked af, at Claus har truffet beslutningen om at stå af her. Claus’ indsats igennem de sidste næsten otte år har været formidabel.
Claus Richter har flere gange i de seneste år været del af afgørende perioder i Venstre. I 2014 var han med i kælderen i Odense, da Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen lavede en aftale, der stoppede et åbent opgør mod sidstnævnte.
Samme år blev han beskyldt for at have holdt hånden over Lars Løkke Rasmussen i sagen, hvor Lars Løkke Rasmussen havde fået tøj for 152.000 kroner fra partiet.
/ritzau/











