Viktor Axelsen er tilbage på sejrskurs efter en længere skadespause.
Onsdag tog den danske badmintonstjerne sin første sejr siden 12. april, da han i første runde af World Tour-turneringen Korea Open slog kinesiske Zhao Jun Peng.
Axelsen blev klar til anden runde med en sejr i to sæt med cifrene 21-12, 21-15.
Anders Antonsen gik også videre onsdag.
Aarhusianeren nåede kun at spille cirka halvandet sæt mod indiske Sai Praneeth, der trak sig i andet sæt ved stillingen 11-7 i dansk favør. Inden da havde den danske VM-sølvvinder vundet første sæt 21-9.
Danmark stiller til Korea Open op med hele fem herresingler. Senere onsdag skal Rasmus Gemke, Hans-Kristian Vittinghus og Jan Ø. Jørgensen også forsøge at spille sig videre.
Ud over de mange herresingler er der også en række andre danskere med i Korea. Tidligere onsdag spillede herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen sig videre, mens det blev til exit for mixeddoublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen.
Kim Astrup og Anders Skaarup skal spille senere onsdag. Det samme skal damedouble med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen samt Line Kjærsfeldt i damesingle.
/ritzau/











